Det var så det. Kufferten er pakket og kattene har fået lidt mad til julen. Magnus og jeg skal til at finde flyveren mod København. Søs har lovet, at der vil være kaffe på kanden når jeg kommer hjem.
Det kan konkluderes, at British Columbia er et fint sted og Vancouver kan også anbefales. Ellers er der bare tilbage at sige tak til jer, der har fulgt lidt med på vores blogs (Tak til Mads og Stefan for utrættelige kommentarer:). Uden jer ville det ha’ set helt ynkeligt ud… ).
Posted in: Uncategorized.
Sidste eksamen er overstået herover og det må være på tide, at tjekke de olympiske faciliteter i Whistler ud. Til det har jeg også fået selskab af Magnus som i øvrigt har nydt at dele sofaen med et mindre antal katte.
Det lader dog til at være forholdsvis køligt deroppe – omkring minus 15 grader. Det vækker derfor en smule bekymring om hvorvidt mine ellers fine røde strikkede ol-luffer kan holde mine fingre varme. Men hvad Whistler ikke har i lune har det tilgengæld i pris.
Nå, men bussen kører om en lille times tid. Så må katte være katte og en tur på ski være lidt mere interessant.
Posted in: Uncategorized.
Fredage har som bekendt mange gode egenskaber. Er det fredag, kan man f.eks. altid være sikker på, at der kommer en weekend i umiddelbar forlængelse heraf. Denne fredag udmærker sig desuden ved at markere slutningen på mine kurser på UBC. Men ikke nok med det. Sandelig om der ikke også lå et brev i postkassen, da jeg kom hjem. Som lovet, har jeg fået hængt indholdet op og dokumenteret det ved billedet nedenfor. Det skal siges, at der er hele 3 ting med på billedet, men den guld-jule-due der hænger på dørhåndtaget, kan imidlertid være lidt svær at se, da Bella er ved at spise den.

Posted in: Uncategorized.
Så er julestemningen også så småt ved at indfinde sig her i Metropolitan Tower. Der er i hvert fald nogen, der har plantet et (plastic)grantræ nede i foyeen. Bemærk i øvrigt den enorme sløjfe, der så fint pryder toppen.
Hvad angår julepyntningen i selve lejligheden, er der imidlertid meget der taler for, at der i Søs’ fravær ikke kommer til at ske det helt store. Hvis nogen skulle finde på at sende en guirlande, skal jeg dog nok finde tid til at hænge den op…
Men nu er der jo også andre og mere vigtige ting at ta’ sig til, her på tærsklen til december. For min egen del har jeg i den forgangne weekend f.eks. været afsted til en omgang glühwein og pepparkakor fra Ikea.

Posted in: Uncategorized.
Det lader til at konkurrencelysten hos læserskaren begrænser sig til en enkelt person. Om ikke andet, så gør det det unægteligt noget nemmere at udpege en vinder af konkurrencen. Der skal derfor lyde et tillykke til Mads for hans bud på, hvilket køretøj der i tidligere tider bragte Søs og jeg rundt i og omkring det sydvestlige Canada.
Her er hun så:

For nærmere data om vidunderet kan henvises til dette tidligere indlæg.
Posted in: Uncategorized.